Medierne & Os december 2009
26/01 2010 10:45
Af: Lisbeth Krabbe Haugstrup
Presset til merkøb
Knap hver fjerde forbruger betaler ifølge Forbrugerstyrelsen for mere end 16 overflødige kanaler, og det selv om de er villige til at betale mere for større valgfrihed i sammensætningen af tvkanalerne.
Den uafhængige forbrugerorganisation Forbrugerrådet mener ikke, at udbyderne respekterer forbrugernes valg. Med tvpakkerne tvinges de til at betale for noget, de ikke bruger. 'Det svarer til, at man går ned i en butik for at købe to liter sødmælk og så også bliver påtvunget en pakke bleer', siger økonom Martin Salamon til 24 Timer.
KLF, Kirke & Medier mener, at tvkanal og -signal markedet er uoverskueligt og, at borgerne bør have ret til KUN at købe det, de ønsker.
Regn selv ud, hvad det koster
Teleselskaberne konkurrerer voldsomt om kunderne. Forældre skal holde tungen lige i munden for at overskue, hvilke tilbud der passer til netop deres behov. Husk også at se efter hvilke udgifter/forpligtelser, der følger med: kortafgift, installationsudgifter, bindingsperiode osv. Forbrugerrådet tilbyder hjælp. Regn ud, hvilket tilbud, der passer dig bedst på siden www.taenk.dk/tv-beregner
Spil for sjov og alvor
Barnevakten i Norge foreslår forældre fem ting, det er godt at tale med børn om, når de har fået spilkonsol eller spil i julegave:
• Hvor skal spilkonsollen stå?
• Hvor meget er det godt at spille?
• Hvorfor har spil aldersgrænser? Skal disse overholdes?
• Hvilke typer spil synes du om? Hvad kan man lære?
• Kan der være noget negativt omkring spil?
Det er råd, som KLF, Kirke & Medier bifalder, og vi opfordrer også forældre til at interessere sig for børns spil og derved opsøge dialog med børnene om det, de oplever ved at spille.
Forældres interesse, holdninger og værdier har stor betydning i det lange løb. Hvorfor? Fordi børns vigtigste kilde til livsmod og livsværdier er forældre.
Børn ønsker tid og oplevelser med forældre
Børn synes stadig, at samvær med forældre er noget af det bedste. Det viser en undersøgelse af Familielaboratoriet i Odder. Laboratoriet ledes af familieterapeut og forfatter Jesper Juul. Han fortæller til MetroXpress, at også større børn ønsker mere tid med deres forældre. Kontakten bremses ofte, fordi begge parter tror, den anden part ikke ønsker kontakten. Men det er forældres ansvar at tage det første skridt. I Odder har Familielaboratoriet bedt børn fra tre skoler om at tegne en god dag. 99 % af tegningerne viste en dag sammen med forældrene!
Ny DRstøttet portal for unge
Det tidligere P1 program for unge: Tværs bliver afløst af en netportal i slutningen af 2010. Her samles og formidles alle tilbud om rådgivning til unge, som har det svært. "Et af vores mål er at bygge videre på de kvaliteter, ’Tværs’ har haft i radioen,” siger projektleder Peter Egevang fra DR Perspektiv i en pressemeddelelse.
”Tværs – Danmarks samlede rådgivning for unge” bliver støttet af Egmont Fonden med seks millioner kroner over de næste tre år. KLF, Kirke & Medier håber, at den nye portal bliver et trygt sted at henvende sig for usikre unge, der har brug for lyttende og ansvarlige voksne.
Medierne & os
... er et månedligt nyhedsbrev om radio, tv og nye medier – især set i forhold til børnefamiliernes situation. Nyhedsbrevet udsendes til pressen, mediebranchen og særligt interesserede. Medierne & Os udgives af KLF, Kirke & Medier og er redigeret af familiekonsulent Lisbeth Krabbe Haugstrup. Gengivelse er tilladt, når blot KLF, Kirke & Medier nævnes.