|
Af Finn Andersen (fa@klf.dk), 01/06 2010 10:10
Informationsformidling og etik er begreber, der hører nøje sammen. Alle påvirkes vi af den information, der møder os i medierne.
Vi skal forholde os, men gør det ikke altid - evner måske ikke at gennemskue den information, der kommer til os gennem æteren. Uheldig og kritisabel informationsformidling kan der gives mange eksempler på. I overskriftsform og som eksempler anføres: - Overfladisk og løsagtig journalistik, som kommer til udtryk i stadig kortere indslag, manglende research og fordomsfuld vinkling.
- Sensationsjag hvor grænsen mellem det offentlige og det private brydes ned.
- Effektjag hvor vægten lægges på modtagerens reaktioner og ikke på informationernes karakter.
- Tendens til at finde og udstille syndebukke.
- Sammenblanding af fakta og fiktion.
- En tiltagende massiv pornoficering og voldsliggørelse.
- En tiltagende forgrovelse og forfladigelse af det danske sprog.
På den baggrund ønsker KLF, Kirke & Medier at videre føre og videreudvikle et medieetikarbejde, der - mener vi - er af grundlæggende betydning for vort samfund. Arbejdetkan ses som en udløber af den aktuelle værdikamp (politisk og alment), vi oplever i Danmark. En værdikamp KLF, Kirke & Medier ønsker at bidrage til.
Vision At sætte fokus på etikbegrebet, set i relation til det aktuelle medieudbud, i en kvalificeret og ikke-moraliserende form.
Mål
Arbejdets mål er at sætte fokus på, problematisere og vække til modstand mod den retning, som medieudviklingen følger. Det skal ske ved at: - Skabe en bred interesse for emnet
- Skabe politisk forståelse for, at der lovgivningsmæssigt tages højde for den problematiske medieetiske situation, idet vi præciserer at der ikke er brug for en facitliste.
- Skabe forståelse blandt ledelse og medarbejdere i medievirksomheder om vigtigheden af at forholde sig aktivt til medieetik i en praktisk og konkret hverdag.
- Engagere kirkefolket i den medieetiske problemstillinger, både i menigheder og foreninger.
- Søge at påvirke grundskolen, så medieetik reelt bliver en integreret del af undervisningen. Det gælder f.eks. fag som dansk og samfundsfag, hvor læseplanerne peger på medieområdet.
|